Som hovedregel skal du selv sørge for at komme til og fra træningsstedet. I nogle tilfælde har du dog mulighed for fri transport eller for at få dækket dine udgifter til transport efter gældende regler.
Kørsel
Du kan få kørsel uden udgift for dig til og fra træningsstedet, hvis du på grund af helbredsproblemer ikke kan benytte offentlige transportmidler. Det er terapeuten på træningsstedet, der vurderer, om du kan bevilges kørsel. Efter aftale med dig bestiller terapeuten kørsel. Der kan være ventetid og samkørsel med andre personer.
Betalte udgifter til kørsel
Hvis du ikke får fri kørsel, kan du få dine transportudgifter dækket, hvis:
du er pensionist, og udgifterne til transport til og fra træningsstedet med det billigste og mest forsvarlige transportmiddel overstiger i alt 43,00 kr.
du ikke er pensionist, afstanden til træningsstedet overstiger 50 km, og udgifterne til transport til og fra træningsstedet med det billigste og mest forsvarlige transportmiddel overstiger i alt 102,00 kr.
Sådan søger du om at få dine transportudgifter dækket
Din terapeut skal udfylde blanketten til befordringsgodtgørelse. Blanketten afleveres i Sundhedscentrets administration, hvorfra befordringsgodtgørelsen beregnes og udbetales til din NemKonto.
Kørsel ved træning i andre kommuner
Hvis du har valgt at træne i en anden kommune, dækker Skive Kommune muligvis udgifterne til kørsel efter nærmere aftale. Kontakt Sundhedscenterets administration for at få evt. spørgsmål afklaret.